Zelia Elvira Hedemand

Vipers-profiler kan misse Champions League-brag mod Esbjerg

Vipers risikerer at måtte undvære Linn Jørum Sulland og Malin Aune til Champions League-opgøret mod danske Team Esbjerg sidst i januar.


Vipers Kristiansand kunne søndag snuppe klubbens tredje pokaltitel med en sejr på 29-26 over Storhamar. Det foregik dog ikke helt gnidningsfrit for det norske storhold, som kunne føje to ny spillere til skadeslisten.

Mindre end halvvejs inde i første halvleg af pokalfinalen måtte Malin Aune nemlig udgå efter at have pådraget sig et slag på knæet. Det præcise omfang af skaden er endnu ukendt, men Aune kunne heldigvis forlade banen på egen hånd, skriver norske Stavanger Aftenblad.

Rutinerede Linn Jørum Sulland stillede slet ikke til start i søndagens sejr. Gennem en længere periode har bagspilleren døjet med en albueskade, som hun har valgt at tage en pause for at tage hånd om.

Sulland forventes at være ude i en 4 ugers tid, hvilket kan betyde, at det bliver en kamp mod uret at få stjernen klar til Vipers' første hovedgruppekamp, som spilles mod Team Esbjerg den 27. januar.

Også VM-profilen Emilie Hegh Arntzen døjer med en genstridig skulderskade. Arntzen spillede dog størstedelen af kampen mod Storhamar.

De forsvarende norske mestre har været ualmindeligt uheldige med skader i denne sæson. Det til trods er de endnu ubesejrede i den norske liga og tog sig desuden ganske overbevisende videre til hovedrunden fra efterårets gruppespil i Champions League.

Det var dog heller ikke udelukkende dårligt nyt på skadesfronten fra Vipers søndag. I pokalfinalen kunne klubbens stortalent Henny Reistad nemlig gøre comeback efter at have tilbragt 7 måneder udenfor banen med en diskusprolaps. Reistad kom på måltavlen 5 gange i pokalsejren.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER