Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Voel-profil måtte udgå i pokalkamp

Håndboldkvinderne fra Silkeborg-Voel KFUM spillede sig torsdag aften videre i pokalturneringen.

På udebane tørnede Jakob Andreasens tropper sammen med Team Favrskov Håndbold, som til daglig huserer i 3. Division.

I Søften Kultur- og Idrætscenter krydsede de to mandskaber klinger i 5. runde i Santander Cup, og helt som ventet levede gæsterne op til favoritværdigheden.

Silkeborg-Voel KFUM vandt opgøret med 22-41 efter en pauseføring på 9-20.

Det eneste skår i pokalglæden var, at Voel-profilen Helene Kindberg måtte udgå med en skade tidligt i kampen og måtte se til bag bænken resten af kampen.

Jakob Andreasen håber på, at de slipper med forskrækkelsen. Han sagde følgende til Midtjyllands Avis efter kampen:

”Vi var bekymrede for, at det var den gamle skade, der brød op. Det havde ikke været godt. Men det var det heldigvis ikke. Da hun lige lå der, tænkte jeg: Shit, mand. Også med tanke på de kommende kampe. Men lige nu forholder vi os til, at det var en forvredet fod. Sådan noget sker rigtig tit”.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER