Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

”Sund fornuft og standardviden”: -Skytter over 185 er for nemme at læse, mener Ditte Vind i vild teori

Holstebro-keeper Ditte Vind lufter en vild teori, der med afsæt i egen sund fornuft og standardviden var med til at stjæle det ene sensationelle point mod Mette Tranborg, Kristine Breistøl og Team Esbjerg.

”Spillere over 185 centimeter i dameligaen har et rent og klart skudmønster, som er nemt at læse. Det er ikke de bedste skytter, og jeg synes faktisk, at de høje skytter er de letteste at tage”.

Den teori lufter Ditte Vind ovenpå ugens 22-22-remis mod mestrene fra Team Esbjerg.

Kristine Breistøl måler 191, mens Mette Tranborg lige rager en centimeter mere i vejret og de lavede bare tre scoringer på 11 forsøg mod Holstebro-forsvaret og Ditte Vind, der ikke havde nogen som helst problemer med at løse det nemme, forudseende og klare skudmønster, som de to landsholdsskytter fyrede af sted.

-For mig virker det som sund fornuft og standardviden, at de høje skytter har et renere og klarere skudmønster, som er meget nemt at læse. De har nogle helt specifikke steder, hvor de vil skyde hver gang, og det kan godt være, at andre mennesker ikke tænker over det. Det gør jeg, siger Ditte Vind til Europamester.dk.

Skyder Mette Tranborg og Kristine Breistøl decideret dårligt?

-Mod det rigtige forsvar, så ja. Der skal et ordentligt forsvar til at få dem ned, og det havde vi. Jeg vil gerne have dem til at skyde så langt ude fra som muligt. Man kan aldrig nogensinde lægge en ordentlig parade på dem eller nå op til dem.

-Mellemhåndsskytterne, som både er duelspiller og skytte, har et mere forskelligt skudmønster, og det kan faktisk være svært at se og forberede sig på, hvor de vil skyde henne.

Læs også: Jakob Larsen ramt på forfængeligheden efter Mia Rejs chokskifte: -Vores chance for at vinde bliver mindre og mindre

Det klare og forudsigelige skudmønster bliver der simpelthen ikke gjort nok ved i de tidlige år, hvor udviklingen er størst, mener Ditte Vind.

-Mit bud er, at de høje spillere i ungdomsårene simpelthen ikke har været vant til at arbejde så meget med parader, fordi de altid har været større end de andre og kunne skyde over alle. Derfor har de ikke udviklet den del af spillet. Med det rette forsvar så kan du fremprovokere deres klare skudmønster, som er nemt at læse, uddyber hun.

Kan det her ikke betragtes som et lille opråb om at ændre på ungdomstræningen?

-Jo, 100 procent. Det kan netop godt være med til at ruske op i noget op. For mig er det jo bare sund fornuft, men det er det måske ikke for andre. Måske er det dét, der skal til, for at vi og de kommende generationer af høje piger efter mig bliver opmærksomme på det.

Men kan du forstå, at der er andre, der ikke ser det som sund fornuft, at Mette Tranborg og Kristine Breistøl er skytter, der er nemme at tage?

-Ja, det kan jeg godt forstå. Det er heller ikke sikkert, at den holder til alle kampe, men med mit forsvar og min viden, så føler jeg, at den holder. Der er jo en grund til, at de spiller på landsholdet, og vi har altså også mødt dem, hvor vi overhovedet ikke kunne løse dem. De kom i fart og var megafarlige. Lader du være med at røre dem, så skyder de verdensklasse og som de landsholdsspillere, man kender dem for.

Læs også: Fra forkælet unge til taknemmelig professionel: Korsbåndsskade har lært Viborg-profil at styre sin dårlige attitude

Det lykkes netop Ditte Vind og Holstebro-forsvaret at få Team Esbjergs store skytter til at ligne det rene ingenting. Både fysisk og mentalt blev de vestjyske kæmpefavoritter groft tæmmet og franarret et point i torsdagens brag.

-Vores forsvar kæmper virkelig bravt for at få styr på det hele. Vi havde succes med også at få tirret dem til at fremprovokere nogle fejl både i skuddene og mentalt. Der skal meget til, at spændingsniveauet ryger helt op, og de kommer lige fra en slutrunde og Champions League med tomme tribuner.

-Vi fangede dem, så deres niveau røg helt ned og tænkte, at det var let, og de bare skulle gøre deres, og så vandt de. Det lykkedes de ikke med. Efter min personlige mening så betyder det helt vildt meget. Vi har søgt efter overraskelserne mod topholdene, som jeg synes, vi har manglet i nogle år.

-Vi har ikke rigtig udfordret topholdene, men vi har derimod tabt mod dem, vi skulle vinde over, så det kompenserer lidt på selvforståelsen, slutter Ditte Vind.

I 22-22-kampen mod Team Esbjerg stod Ditte Vind med 14 redninger på 30 skud og endte med en redningsprocent på 46.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER